M    O    R    T    E    N         B    L    O    K

 
 

Jorinde & Joringel 1978. 

Omslag ved forlaget

 

 

O F R I N G 

Jeg har kendt min herre fra jeg lå som en sammenknyttet næve i min kasse, der lugtede af nytjæring, og med lemmerne trukket ind i huden. Til tider blev jeg løftet op i en anden knyttet næve, og mine lemmer slap huden og hang blødt mod gulvet. I den næve voksede jeg, til jeg kunne have den i munden og mærke knoerne i svælget.

I begyndelsen brugte jeg munden ivrigt, men de svidende sår over ryggen med kødet krænget op som tungt vat lærte mig, hvornår jeg måtte bruge den og hvornår ikke, og sårene blev efterhånden til blinde ar under pelsen.

Og munden blev alligevel flittigt brugt. I den tid, jeg levede, nåede jeg at knuse mange hænder og mærke knoglerne blotte sig over huden og stikke i ganen. Længe efter kunne jeg mærke, hvor benene havde rørt min indvendige mund, selv om jeg sjældent fik nogle sår. Til tider kunne jeg standse op, strække hals, ræbe voldsomt for at få den for længe siden fjernede hånd op af svælget. Så virkelighedstro var min følelse af endnu at bære rundt på hånden, at jeg hver gang blev overrasket over, at den alligevel ikke dumpede ned i skovbunden, så jeg kunne dække den med jord og blade.

Men følelsen fortog sig og blev efterhånden til en brunlig eftersmag. Munden blev altid flittigt brugt, altid. På de daglige skovture, som min herre og jeg gik sammen, medbragte han en bøsse. Den var gammel, men velholdt. Metallet var stadig klart. Kun den mugne lugt af krudtslam i løbet vidnede om bøssens alder. Han medbragte den altid, og efterhånden blev det mig klart, at den var den eneste grund til turene.

Ved skovstiens begyndelse stod de unge træer tæt, stamme ved stamme. Der var endnu ikke tyndet ud i dem. Her blev bøssen på skuldrene, hvor den rastløs gyngede med skridtene. De unge, ranglede kroppe blev senere afløst af ældre, tykkere stammer, og skovbunden mistede sit dække af bregner og brombærbuske, der på tværs af årstider altid var tæt nok til at skjule jorden. Om vinteren var grenene nøgne, men lyset også mere døsigt, det nåede aldrig til jorden, hvor de falmede bregner slængede deres visne, udkrængede lemmer.

Snart blev træerne igen ældre. Det lidt, der var tilbage af kronerne, stod nøgent, også om sommeren. De lave stammer var tilgroet med blade, der næsten uden grene hang tæt til barken. Jorden var her dækket af svampe, og luften var tyk og besværlig at indånde.

Her i udkanten satte han sig, og jeg ved hans side, på et stykke jord, som han havde renset for svampe. De lå i en bunke, op ad en stamme, lidt borte, hvor de på grund af forrådnelsen snart så ud, som om de var sunket i jorden. Planterne var flade, bløde, ildelugtende, altid omgivet af et væld af mumlende fluer.

Udsynet fra stedet ud til engen var godt, og samtidig var det meste af vore kroppe skjult bag nogle brombærbuske. Efter at min herre havde nedlagt et dyr og det var sunket sammen i græsset, løb jeg gennem et hul i busken ud på engen og kom tilbage til skovbrynet med den varme krop brændende på tungen. Kaniner, harer og fugle kunne jeg hente, men når det var en dådyrbug, der ragede op over græsset, gik min herre med ud, og jeg satte mig ved siden af kroppen og så, hvordan han skar bugen op for med sit galdegule ansigt skjult i varmeudflåden at skære leveren fri og spise den med det samme.

Men skovturene blev kortere, da der kom en anden med. Han havde stadig bøssen liggende på skulderen, og han nedlagde mange dyr, men gik ikke så langt efter dem. Den anden var en kvinde. Hver dag på samme sted lagde de sig i bladene, og hvor han før havde haft tag om geværet, lå nu hendes hvide hår som en brækket kællingearm.

Jeg satte mig og iagttog en myretue. Den høje, spidse træbunke var sort af dyr. Når jeg lagde øret til, kunne jeg høre deres gang. De indsamlede føde.

Når de rejste sig, var de sorte af myrer, der kravlede overalt på deres skidne hud.

Forleden havde han for første gang flere mænd med sig. Kvinden var der stadig, men holdt sig i baggrunden, skønt hun havde en bøsse. Jeg holdt mig ved min herres side, tæt ved hans ben. Nær de unge, radbrækkede træer talte de højt med hinanden og var øjensynligt ligeglade med de harer, der sprang op og pilede i skjul bag bregneblade. Eller også så de dem ikke. Jeg så dem og fornemmede deres lodne kroppe mod min tunge. Jeg åbnede munden og lod tungen, der tyngede som opløst vat, krænge ud over tænderne.

Først da vi nåede skovbrynet, og jægerne begyndte at flå flere svampe op langs brombærbuskene, tav de og satte sig hver især til rette uden at sige mere.

De nedlagde kun en hare. Det var mindre, end min herre plejede at gøre alene. Til gengæld var den med unger og svær at have i munden. Den var tung, og jeg gik tilbage med den i stedet for at løbe.

På vejen hjem gennem skoven blev der ikke sagt meget. Haren dinglede i et reb, der var bundet fast om dens bagben i en løkke. Den var varm og lugtede dårligt i svampeluften. Jeg standsede op for at undersøge, om bregnerne var begyndt at visne, men da jeg løb tilbage til min herre, kom jeg ind mellem benene på den bagerste jæger. Han faldt ikke, men trådte mig på låret, som bøjede ned i jorden, så benet skar sig fri af kødet.

Jeg lagde mig på ryggen for ikke at komme til at støde såret og så, at en knogle er blændende hvid. Der var ikke meget blod, for huden sad tæt til benet, men jeg så, at enkelte visne blade klæbede til den fugtige knogle.

Da min herre knælede ned over mig, opdagede jeg, at hans mund var vokset, og hans tænder var lige så lange som fingre. Han drejede hovedet og sagde noget, jeg ikke opfattede. Kvinde kom hen og bøjede sig over mig, men blev stående oprejst. Hendes barm faldt ned og nåede næsten min bug.

Ved siden af mit hoved stod en bregne. Jeg kunne se undersiden af dens blade. Jeg så ikke på den ret længe, mente jeg, men da jeg igen kiggede op, havde min herre allerede løftet bøssen. Det overraskede mig, at han grinede, da han skød.

Da han lod hænderne synke, fandt han sig selv stående foran en død hund. Der var muggen krudtslam i det rygende hul. Det var en gammel bøsse.

Han løftede hunden op og bandt et reb om bagbenene på den. Den kom til at hænge op ad en drægtig hare, der lugtede bedre nu, da den ikke var i nærheden af svampe.