M    O    R    T    E    N         B    L    O    K

Samleren 1996.

 

Fotografi af

KRASS CLEMENT

på omslag af

MARIANNE BISBALLE

 

 

 

 

 

Brisen, tung af parfume

sætter den nøgne pære i svingninger.

Den rammer ind i væggen som mit hjerte i ribbenets væg.

 

Snart splintres den og blir skiftet ud.

Her vil leve en anden, hans hjerte slå mod

andre ribben: det er evigheden.

 

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Ligesom det kød væggenes kalk har blottet

er rødt og ikke en lysblond svulst

 

er det eneste der afslører sig under Lissabons himmel

glasset med vin, lidt brød og

 

samlejet, søvnen bag øjenlågene i dette

lys så skarpt som røntgen.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Her fylder de dagligt

katedralerne

 

med skelettet af en fisk, lidt skimlet kål, et blad revet ud af

kalenderen, en rusten mønt og tømte flakoner

 

og når de går står alle portene

på vid gab i solen.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Brisen fra gravene trænger ind

i ministeriet for statens finanser.

 

Papirerne blegner, og befriet

for den intelligens der var ristet

som prognoser i deres kød

 

blotter de med tilfredshed indvoldene.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

I nat glider brisen af

på pigernes tænder og tørrer dem

så de blir endnu hvidere.

 

I mørket står de med lidt guld hængt i huden.

Hvad er der at tilføje?

Lidt derfra står jeg med en anelse af en muskel i munden.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Der findes en død

som brat gør ende på alt.

 

Og en død som langsomt

løfter sig i kødets søjler af kviksølv

 

når brødet, det gærede vand, et samleje, solen

i et potteskår giver det feber.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

I metroens tog, de pillede

ribben hvor ingen aircondition

 

med vådt og loddent sukker

trækker det væv til sig, der som støv drysser fra vores lysk

 

står det istedet i luften ved de nedtrukne ruder

og skælver som slag fra en puls.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Nu er floden Tejo

forstummet. Tilbage er skønhedens

 

indsøer: lyset i olien på

pigernes fingre er sig

 

selv nok og ingen ressourcer

kan udvindes af fugten i deres mundvig.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

I Lissabons skumring står enhver ved sin feber.

Nu åbner den sorte lak i

pigernes tasker sig for aftenens

sidste lys

 

og sveder. Deres sko

har åbnet sig for de ankler der frister testiklernes vanvid.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Brisen kom fra gravene.

Psyken

 

faldt i tvivl på sig selv.

Overalt spredte nu kakerlakkerne deres vinger

 

og det lød som nogen der med neglene

i sengenes træ gav sig hen.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Dette er skumringen: ethvert organ

trækker bort under hudens væg af beherskelse.

 

Skiller de som vand med en tung last af gær eller angstfyldt

som rådden vin? Ramt og sødt trækker bort

 

under samme hud. Hos slagteren står en transistor med blærer

af fedt, et kor toner brat ud igennem det.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Det er ikke sandt at neon

er usødet:

 

fri for lampernes

skærme

 

blander det sig nemt med vandet

i pigernes skridt.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Et ridset brilleglas, de gennemsigtige lagner;

alt hvad de døde efterlader sig

 

er slidt. Når jeg dør vil jeg blive dømt

på mine indfaldne læber:

 

de tiltvang sig aldrig modet til at

slide lakken af en kop.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Solen, de sorte oliven

og pigernes ankler i sko af silke.

 

Hvorfor er jeg så ikke glad?

Som var de stikflammer

 

trykker de gule kakerlakker

deres egne vinger i gulvet.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Blandet med nikotin trækker jeg

den varme luft i mig som også de farvede

piger har åndet i og som ulmer i duernes fjer.

 

Jeg er indforstået med at så meget

lykke

også fodrer de sorte næb der bider i mine luftveje, lunger.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Ligesom det støv mit kød

forvandles til i døden vil ligne

det som jeg gennem årene har trukket ned i mine lunger,

 

vil den syl

som jeg i dødsøjeblikket føler i min tinding

være spændet som min datter gik med i håret.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Som af mandler, oliven, druer

trækkes en stærk essens

ud af det sidste lys.

 

Ingen frugt har bedre smag.

Essensen

fortættes i dråberne af sved langs pigernes hårrand.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Oplyst af neon er den turkise hal

på Estacao Rossio et kar

 

hvor ilten slår ind som en brænding i kjolerne

og skjortens satin i en forudanelse

 

om oceanet ligner skæl: indtil da

blot dette glas med lidt skimlet gær på bunden.