M    O    R    T    E    N         B    L    O    K

 

Samleren 2007. 

Omslag af 

NEEL DICH ABRAHAMSEN

 

 

L Æ G E N

Troense, Mor

 

Nogen huggede den læge ned som du var sekretær for da du var ung. Aviserne skrev om det: nogle af rygsøjlens nerver var ødelagt, og han blev lam. Du græd, du var ude af dig selv, du sendte ham blomster og kort. Det var i Troense, det var længe siden du havde været hans sekretær, og alligevel reagerede du så stærkt. Det var ikke bare gråd, det var en lyd i struben af noget fuldstændig ukendt, og det var skræmmende, som om det åbnede døre i tapetet til kamre jeg troede var mine, for det liv vi levede var jo dit; sådan havde jeg opfattet det, du havde jo skabt det og vi fulgte med; hvordan skulle jeg vide at det ikke var dit? Og så faldt pludselig de døre ind, som til mormors kammer dybest i den lange korridor i Brobyværk; der stod en tung duft af støv, og i dit kammer fandtes en rå lugt af drift, af noget ud over de hensyn du selv havde opdraget os til, for han var jo gift. Var det sandt at I havde været elskende? Lyden i din strube sagde det på en måde, så det lød som om jeg afspillede de underste spor på den tolvspors båndoptager min stedfar havde og som jeg sad bøjet over de søndage hvor han arbejdede på det hus vi senere flyttede ind i; han tapetserede, lagde vand ind og viklede blå gaze rundt om rørenes gevind. Havde lyden i din strube strakt sig under de spor der lå under det ene spor vi hørte; lød den tavst, i det skjulte, mens han tapetserede? Eller var det bare underretningen om overfaldet på lægen som skabte den, og ikke andet end den? Jeg sagde det aldrig højt, jeg turde ikke at sige det højt, men jeg var aldrig i tvivl. Siden besøgte du ham og da du kom hjem stod igen den samme lyd i din strube. Han sad i rullestol, uden førlighed, og han var blevet fed. Du sagde: det var kun lige muligt at skimte det fine ansigt fra da han var ung. Jeg hørte du sagde: det er kun lige muligt at skimte mit eget fine ansigt fra da jeg var ung. Du sagde: det sad dybt i en rand af fedt. Jeg hørte du sagde: mit eget ansigt sidder dybt i en rand af et ægteskab, et liv, og det er ægteskabsfedt, livsfedt.