Når vi går fra de uredte senge på pensionaterne, er det som om vores sidste bevægelser stadig ses i den måde, dynerne ligger på. Det er den samme fornemmelse, når jeg ser både trukket op på stranden - at alle bevægelserne og de spændte muskler, som trak dem, står tilbage rundt om bådene, mens luften skumrer. Og begge steder: Havet som en blank pøl, der trækker sig dovent tilbage.

 

M A J    2 0 2 4

 

 

 

 

Jeg tænker på en hjerneblødning, sekunderne fra blodet er begyndt, til man dør. Ved man at blodet flyder? Ligesom når jeg pludselig opdager at det er blevet aften, fordi skyggerne af løvet udenfor lækker ud over tapetet?

 

M A J    2 0 2 4

 

 

 

 

I restaurantvognen dengang: Væggene var rå og utapetserede, stolene var stive. Kun vinduerne var beklædt med et mørkt og muggent tapet, som tidligt om morgenen blev brændt af, når det første lys i bjergene gled ind som en lille, spæd flamme.

 

M A J    2 0 2 4

 

 

 

 

Vi tog scooteren ud til kysten, oppe ad bjerget sad vi på en taverna og drak vin. En mand solgte meloner, han hængte dem op i et træ i nærheden og fra tavernaen så vi op i det kuplede loft, der var grønt som himlen ud på aftenen. Så skulle vi have vinen forbrændt, før vi kørte tilbage. Vi vadede ud i lavt vand da det blev aften, din hud glinsede, da vi kom op og du lagde dig i sandet, og jeg så at alt havde været sandt: ikke bare at himlen var grøn som skindet på melonerne, men også at der inde i den flød noget, som var ildrødt og dybt.

 

M A J    2 0 2 4