At lave skitse til et testamente, hvor vi på skift forestiller os hinanden som død. Så gå ned i engen, hvor tjørnen kaster skygge: Træder vi på disse sorte torne i græsset, glider de opad vristen og viser sig uden på huden.

J U L I    2 0 2 4

Hver gang jeg sidder i atelieret og hører dig nede i køkkenet, kommer jeg til at tænke på den sommer i Stettin vi købte et skærebræt af glaseret ler og bragte det hjem. Det sker i det øjeblik, du skærer gennem brødet og kniven rammer brættet. Jeg ser sporvognene for mig og deres klokker, der kimer op gennem gulvet.

J U L I    2 0 2 4

Fordi ingen hånd trak togets døre i, da vi begyndte at køre, er de nu selv blege kløer, der åbner og lukker sig.

J U N I    2 0 2 4

Det kan godt være at spindelvævet oppe under loftet i atelieret er let og hvidt til at begynde med, men det klistrer sig sammen til tråde, der bliver tykkere og mørkere. De hænger i flere år og undergår den langsomme forvandling, ligesom larver. Så, endelig, daler de mod gulvet, de lever kort mens de duver frem og tilbage i luften, og i sekundet hvor de slipper grebet og lader sig falde, er de blevet så tykke og fyldte af et skær så mørkt og gnistrende, at det næsten er rødt.

J U L I    2 0 2 4

Et lille rundt trug som ingen skal vaske sig i, så vandet bliver hvidt og blindt af sæben - sådan ligger spejlet på min datters gamle værelse vendt ned i bordet.

J U N I    2 0 2 4

Jeg mødte dig sent i mit liv, det var ligesom når jeg kører ad vejen til Lillebrænde med hegn fulde af jasmin og syrener, og den smalle eng med hestene med ét viser sig: En skakt, men uden loft og uden vægge, kun med varmen fra den gnistrende manke længst inde.

J U L I    2 0 2 4