M    O    R    T    E    N         B    L    O    K

 

forlaget politisk revy 2016. 

Omslagsfotografi af 

CESARE BEDOGNÉ

 

ÅRET FØR DU DØR OG LIGE EFTER DU ER VÅGNET, digte

&

IX BREVE FRA BUCURESTI, poetik

er i ét bind.

 

 

 

 

Min rejsning firer os op i kammerets luft,

hen til myggenettet

og videre ud i lyset. Det undrer mig hver gang:

 

at den sluse, der løfter os, er fuld af blod

men at dét, blodet løfter os til

er solen når den falder på mandeltræer.

 

 

 

*

 

 

 

Nosserne i deres handske af saft. I vasken står vandet

som en hornhinde. I hvilket øje

tegnes det mørke rids af mine fingre og sæben, der bryder

 

gennem skorpen? Og i hvilket

øje synet af dig som et vidunderligt

hvidt skind, der galopperede?

 

 

 

*

 

 

 

Stilkene fra de blade, der gennem årene er hugget af palmerne

sidder tilbage i stammerne som grå økseblade.

Også lydene i din strube

 

ville hugge ind i dig selv, hvis ikke

ekkoet stod så højt herinde: når vi ligger hos hinanden

æder luften sig stor rundt om os.

 

 

 

*

 

 

 

Når jeg har nået at være inde i dig om morgenen

er det som om de dufte, der silede fra dig

 

blir ved med at strømme opad min bug.

Når jeg ikke har nået at være inde i dig om morgenen

 

er det, jeg mærker strømme opad min bug,

de dufte som vil sile fra dig i nat.

 

 

 

*

 

 

 

Ingen lyn. Kun tanken om de flasker, vi skal drikke

sammen i aften står stejlt ned gennem dagen

 

som ryghvirvler i sprit. Det ligefrem siler fra dit

skridt. Tanken er så tynd at den ligner

 

en muskel. Først styrter fluer og myg og kort efter

regnen.

 

 

 

*

 

 

 

At dine læber er blottet under kjolen

og nu må røre ved togets sæde af plastic

ved jeg ikke på helt samme måde

 

som jeg ved så meget andet,

men som huden ved

når koens sorte tunge rammer den.

 

 

 

*

  

 

 

Skildpaddens nakke midt i de kogende alger.

Aftener med vin og alle mine tunger i dit skridt.

Engang fandt vi bassinet tømt for vand,

 

det stod med arrede vægge,

marvløst.

Det er mange år siden nu.

 

 

 

*

 

 

 

Lyset er stærkt, og alt bærer klingende bjælder.

Jeg behøver ikke at råbe:

går jeg, følger det efter af sig selv

 

og på hyrdestaven, der holder mig oprejst

lægger en søster

sin hvide, let fregnede hånd.

 

 

 

*

 

 

 

Druerne der gror fra de åbne flasker

på et bord midt ude på natten

flækker og lader sukkeret hænge ud

 

omgivet af stole og stemmer

og brisen, der meget let under bordet

rører de ubestøvlede hæle.

 

 

 

*

 

 

 

Når du ligger oppe under loftet i et tog

ligger du inde i en bue.

Togskinnernes streng er spændt

 

og pilen går lige gennem dig

da nogen åbner vinduet

og lugten af de grå kartofler trænger ind.

 

 

 

*

 

 

 

Jeg har værelset ud til gavlen,

den er spundet ind i rør af snoet pigtråd.

Hvad holder det ude? Intet.

 

På gaden blotter en pige et sort, fuldendt bryst.

I vasken løber firbenet inde i den

ruse, jeg er.

 

 

 

*

 

 

 

Som ung tænkte jeg, at den nøgne pære i sin stang fra loftet

lignede en tyrenosse.

Som ældre tænkte jeg, at den lignede en tåre

 

og var et livs lidelse

der pludselig – jeg ved ikke hvordan – kunne slippe

og ramme mig som sæd.

 

 

 

*

 

 

 

Mens hun knuser de drueagtige klaser i min ryg

stirrer jeg gennem gabet i massagebriksen:

 

den røde neglelak ligner et segl på et brev.

Det er hendes fødder, der er brevet,

 

og det er et godt brev: ingen smerte, intet. Jeg åbner det ikke

men læser det i årerne udenpå.

 

 

 

*

 

 

 

Noget af kronen styrtede til jorden

mellem gyngerne. Nu ligner den et stort årenet.

Når børnene rører ved det

 

står deres eget årenet frem gennem huden

som et rødt træ

der endnu ikke mangler en eneste gren.

 

 

 

*

 

 

 

Den vinter løftede bordets frønnede plade sig

som et uendeligt pulsslag

 

men egentlig var det bare regnen

der blødte pladen igennem.

 

En eftermiddag stod jeg ude på terrassen i disen

og vidste, at det er ét og det samme.

 

 

 

*

 

 

 

Hun går ud for at ryge, og jeg sidder tilbage

og tænker, at her kan jeg godt lide at være.

 

Hendes kæbe flammer rødt derude

hver gang hun inhalerer

 

og jeg sidder taknemmelig ved bordet og ser det

gennem den plet, hvor glasset brænder.

 

 

 

*

 

 

 

 

Husets sokkel er tjæret som den brændte rand

rundt om de kort, jeg tegnede som dreng

 

med et rødt kors over den begravede kiste. Men dette kort

har to: det ene svæver over hende, som træder ud

 

med honning og bær på en bakke,

det andet hører vi kaste sig mod væggene inde i huset.

 

 

 

*

 

 

 

Mens du bader, står et vildnis bag det høje vindue.

Emmen lægger sig på glasset og gør alt så blidt.

 

Først da du tørrer dig, træder vildnisset frem igen

bag ruden. Stænglerne er spændte remme,

 

de vil ikke ret meget længere

holde køterne tilbage.

 

 

 

*

 

 

 

 

Nogle gange minder lyset ikke om mælk,

men er alligevel mælk. Det har bevæget sig langt over tør jord

det er blevet afmattet, udtæret, brunt

 

indtil det endelig knæler ved dine vidunderlige

bryster på briksen. Så ved man det:

det er mælk.

 

 

 

*

 

 

 

I huset trækkes gardinerne for,

de ligner stejle bunde af

 

riflet sand. Under månen vil den vådeste

lyst stå og stige på dem. Mærk det,

 

og træd ind i året før du dør og lige

efter du er vågnet.

 

 

 

*

 

 

 

Sådan er disse eftermiddage, hvor tiden trækker hen over bugene

og vi går i seng som om vi ikke har pligter:

 

viseren er min piks fede stok af blod

som dit vand er trukket over

 

i den fineste hinde. Solur,

men ingen tørke.