M    O    R    T    E    N         B    L    O    K

 
Samleren 2004.
Omslag af
NEEL DICH ABRAHAMSEN
med fotografi af
FRANK SEBASTIAN HANSEN

 

V Æ S E L E N

Svendborg, Mormor

 

Når jeg tænker på lyset er det ætsende, hvidt. Efter flere uger på psykiatrisk afdeling var du trådt ud i det lys, og nu opløstes dit ansigt mod den sorte krans du bar om halsen, den frygtelige stive væsel med en takket klemme af jern sat ind i det balsamerede svælg. Hårene var slidt af de stumpe ben med de tykke trædepuder; de lå på dit bryst som små, sorte knolde, alt for sorte og for bløde. Jeg havde spurgt om jeg kunne gøre noget for dig, og du havde svaret at du gerne ville hjem til morfar. Jeg var ung, selvretfærdig, jeg havde læst antipyskiatrien; du var ikke syg men benådet med den rigeste indsigt. Kun jeg forstod det, vi var fortrolige, og jeg sagde at så ville jeg tage dig hjem til morfar. Jeg forlangte en taxa i receptionen, der var oplyst af neonrør, og imens var jeg knyttet til dig, der sad i din celle, via en mørk, en rig og uudgrundelig skygge, usynlig for andre end os. Jeg hjalp dig frakken på, og vi stillede os ud i lyset. Men det tog for lang tid, du begyndte at skælve, og fra din strube kom en høj, pibende lyd. Og så begyndte dit ansigt at opløses over den sorte krans, den stive væsel med de stumpe ben, der lå på dit bryst med trædepuderne alt for sorte og for bløde, og et sekund fandt jeg dig frastødende og veg tilbage, højst et sekund, men du følte det og bad om at blive ført tilbage til din celle, øjeblikkeligt. Mens vi gik tilbage så jeg væselen som et udtjent og glatraget levn fra din ungdom, hvor I var rige og morfar en af de største skatteydere; den havde løftet dig over pøbelen, op i den borgerlige anseelse, du tragtede efter, og mens jeg førte dig ind gennem døren mærkede jeg at det rige og anelsesfulde bånd imellem os rådnede. Senere besøgte jeg dig i Odense på en medicinsk afdeling, hvor du lå med spiserøret flået op af et kyllingeben; blodet var dryppet dig ned i lungerne. Du sagde at du ikke havde givet op, at du ikke kunne tillade dig at dø, for du havde et barnebarn du absolut måtte trykke ind til dig igen. Jeg var smigret, rørt, og nærmere mig dit ansigt. Men du veg tilbage, og så fattede jeg at du slet ikke tænkte på mig, det var min søster. Fra puden bag din nakke fór væselen frem og ramte mig i brystet med en muldfuld blod fra din hals; den tømte sig og sprang tilbage i dig med noget af mit blod i gabet, og det mættede ingen af os.