M    O    R    T    E    N         B    L    O    K

 
forlaget politisk revy 2011. 
 
Omslagsværk af 
JYTTE REX

 

 

Øerne er uindtagelige.

Dog: Nogle steder ligger hvidt sand

nede mellem træerne

i fingre,

og jollen kan trækkes op

i de åbne hænder.

Uglegylp dissekeret.

Knogler så fine som snegl og stigbøjle

i det menneskelige øre.

Nu løfter jeg blikket,

ser at iveren er som en feber i drengens øjne

og hører igen!

Indtil i dag har jeg lyttet i en grav af fjer.

Båden: en flækket bikube, der flyder

med honning og tjære.

Vi står ud på søen i store sværme.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Når vi kørte over stranden i Vimeiro,

vidtstrakt og øde,

slog luftspejlinger op for mit blik:

 

den lille kirke der så ud til at koge

på en ild af majs,

sanatoriet med det hellige vand på de støvede flasker,

bambussens svovlgule blomme.

 

Men for dig var oasen det, som fragtede vores søn

over sandet i den lejede bils

fart, omgivet af

den truende ørken som den tilbagelagde,

 

for dig. For mig et ton

larmende jern, chrom, det stive

pladearbejde.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Senere, når det er dine egne forældre du begraver, er det med en følelse af nethindeløsning, dis og afløsningsmidler... Men når det er dine bedste-forældre er du ikke så gammel, og følelsen af staffage tager over: du passerer over tærskeler skabt af mørnet sølv og stearin, men du kan ikke blive der og passerer tilbage igen. Du mærker selv at sorgen blir truet af det. Du kan intet se, ud over dig selv: akavet og tøvende, som om du først lige har lært at gå, skridter du ned mellem bænkene med en kiste lænket til dit håndled. Hvert sekund ser du dig selv med de andres blik, hvoraf kun den dødes er flammende klart.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Vinden i palmerne lyder som flint

der skures mod hinanden

for at skabe en gnist.

Men det regner.

 

Du står i telefonboksen og siger:

jeg elsker dig.

I samme øjeblik ved du

at det ikke er sandt.

 

Trappen til pensionatet på fjerde sal

er snoet i en streng

der mangler det hår, den skal vikles

omkring i en fletning:

 

den anden side af kraniet er glatraget.
På hver eneste afsats

mærker du kulden stråle fra det,

hvid som sne.

 

Langsomt får du en hemmelig viden

du bare ikke tør se i øjnene,

for lyset kunne ruinere den film

din skilsmisse skal ætses i:

 

En nerve, foreløbig rullet sammen

i et uberørt mørke,

venter på at slå ud som en pisk

af slangeskind og klor.

 

Ved truget ude på toilettet

bøjer du dig over tøjet.

Vaskebrættets lige veje ender brat.

Hugget i knoerne går dig hjem.

 

 

 

 

 

*
 

 

 

 

 

Et skib trækkes op i sandet

på Seixals gamle værft.

Skroget er nøgent,

som om vandet var et lændeklæde.

 

En grab fra de store kraner,

afmonteret og rusten,

står i sandet som en hønseklov

i en uklar suppe af lys.

 

De elskende slipper hinandens hænder

før også dé blir til kløer

men hakkes i stedet til blods af de næb

der pludselig er groet af deres læbe.

 

En mand har spændt husholdningsfilm

rundt om sin arm. Det er blankt

som et bonet gulv: Vi ser op under

tatoveringens blodige kjole.

 

En nedlagt stationsbygning

er blevet til lager for Røde Kors.

For længe siden blev skinnerne

revet op og asfalteret.

 

Alligevel lykkes det en ældre herre

med en sær, mumificeret stemme

og en ternet, ulastelig jakke

at løse billet hertil:

 

Enhver har sit rige.

På strækningen forsvinder han

ind i sit.

I emballerede poser ligger blodplasmaet

 

og venter på et blive sat i bevægelse

af slag fra et hjertes stok.

Men på værftet går en mand i en beskidt undertrøje

og hamrer på skibsskrogets jern

 

som man går rundt og slår på delene

af et sammenstyrtet hus,

hele tiden langsommere, mere trægt

efter at mørket er faldet på.

 

 

 

 

 

 *

 

 

 

 

 

Han løb ind mellem granerne

der står i en tæt, lille ø

på Vestre Kirkegård. Jeg gik ind for at lede

og så var det mig, der blev tabt.

Jeg krøb sammen og så folk

spadsere ude på stierne

som om jeg var død og de var besøgende.

Jeg kiggede rundt. Hvordan var der så

i døden? Flager af bark,

harpiks og bier,

og så mørket mellem træernes nåle,

hastigt voksende og

kobberrødt som om morgenen.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Hun skal begynde i skole.

Hun vil få bøger der skal bindes ind,

tøjet skal hænges på knagerne,

hun skal sætte sig roligt ned.

Men det eneste hun tænker på, er den pige

hun altid har troet, at hun engang

skulle blive: Hun tænker sig at hun står

opad væggen ude ved knagerne.

Hun skal møde den piges blik og indse

at hun ikke kender det og ikke vil

bøje nakken under det,

så hun endelig kan blive en anden.

  

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

 

Vi går i de nationale samlinger.

Drengen ser mest på våben.

Jeg kan lide det kinesiske teater:

 

dukkerne er støbt i jern

og skal presses tæt op ad lærredet

så de ligner skygger.

 

Jeg tænker på, at nogle gange blir

et menneske helt synligt:

et øjeblik presser det sig tæt op ad sin pande;

 

det er et menneske, der glider

hen over dette menneskes

egen skalp. Men tag ikke fejl:

 

det vil ikke befries.

Ude vil det være en tung, klodset plade.

Det viser sig bare og forsvinder så igen.

 

Det er ligesom når et barn slår

på ruden i et akvarium:

den bevægelse fiskene gør bort fra glasset.

 

Blodet gør samme bevægelse

når du rører en hånd

der ligger og flygter i din.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Lyset er klart

og meget få ting blir ikke

ramt af det.

De er fortabte og går til:

Skænderiets stemmer.

Barnets gråd.

Hadet fra i går.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Vi besøger den nedlagte akvædukt.

Vi betaler entré.

Vi bevæger os langs de tørre bassiner

ind i det trange rør over tagene.

Andre par er gået i forvejen,

vi kan høre deres stemmer

men så forsvinder de og mørket slutter sig om os.

Hvilke tage befinder vi os over

lige nu?

Vi mærker med tungen den andens åndedræt.

Da vi kommer ud igen

og går forbi vagten i det lille skur af glasfiber

er det som om vi aner et glimt af

forbløffelse over at se os igen.

Men det var let at finde vej:

Vi gik mod kuldens strømretning.

 

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

Vi lå i toget, og lys fór over gardinet

først som lygter, nogen rettede mod os

for at sige, at de vidste hvor vi var

 

men lidt efter lidt som kærter

der ikke så på noget bestemt.

I Köln gør vi holdt.

 

Husene ligger spredt om katedralen,

de ligner strå en hjort har bøjet til side.

Vi har ikke kendt hinanden ret længe,

 

men det er længe siden at vi var unge.

Vi gør os umage, er høflige.

Det grå lys fugter alderen i vores kød

 

som våd aske, der stråler. Alt tøver

under kølige skæl. Rejsen vil blive

som én af de to kirker, vi ser:

 

ubeboelig, kun med et ekko af dem som i kitler

trækker svaberne efter sig, uden kirkelig

handling og med en lugt af klor.

 

Eller den vil blive som tiggerne i porten:

et sugende krav, vi stiller til

hinanden. Vi vågner

 

og heden stråler udenfor vinduet.

Katedralen er væk. Der vil være en anden

mægtig, grå, glathåret bug.