Øerne er uindtagelige.

Dog: Nogle steder ligger hvidt sand

nede mellem træerne

i fingre,

og jollen kan trækkes op

i de åbne hænder.

Uglegylp dissekeret.

Knogler så fine som snegl og stigbøjle

i det menneskelige øre.

Nu løfter jeg blikket,

ser at iveren er som en feber i drengens øjne

og hører igen!

Indtil i dag har jeg lyttet i en grav af fjer.

Båden: en flækket bikube, der flyder

med honning og tjære.

Vi står ud på søen i store sværme.

*

Når vi kørte over stranden i Vimeiro,

vidtstrakt og øde,

slog luftspejlinger op for mit blik:

den lille kirke der så ud til at koge

på en ild af majs,

sanatoriet med det hellige vand på de støvede flasker,

bambussens svovlgule blomme.

Men for dig var oasen det, som fragtede vores søn

over sandet i den lejede bils

fart, omgivet af

den truende ørken som den tilbagelagde,

for dig. For mig et ton

larmende jern, chrom, det stive

pladearbejde.

*

Senere, når det er dine egne forældre du begraver, er det med en følelse af nethindeløsning, dis og afløsningsmidler... Men når det er dine bedste-forældre er du ikke så gammel, og følelsen af staffage tager over: du passerer over tærskeler skabt af mørnet sølv og stearin, men du kan ikke blive der og passerer tilbage igen. Du mærker selv at sorgen blir truet af det. Du kan intet se, ud over dig selv: akavet og tøvende, som om du først lige har lært at gå, skridter du ned mellem bænkene med en kiste lænket til dit håndled. Hvert sekund ser du dig selv med de andres blik, hvoraf kun den dødes er flammende klart.

*

Vinden i palmerne lyder som flint

der skures mod hinanden

for at skabe en gnist.

Men det regner.

Du står i telefonboksen og siger:

jeg elsker dig.

I samme øjeblik ved du

at det ikke er sandt.

Trappen til pensionatet på fjerde sal

er snoet i en streng

der mangler det hår, den skal vikles

omkring i en fletning:

den anden side af kraniet er glatraget.
På hver eneste afsats

mærker du kulden stråle fra det,

hvid som sne.

Langsomt får du en hemmelig viden

du bare ikke tør se i øjnene,

for lyset kunne ruinere den film

din skilsmisse skal ætses i:

En nerve, foreløbig rullet sammen

i et uberørt mørke,

venter på at slå ud som en pisk

af slangeskind og klor.

Ved truget ude på toilettet

bøjer du dig over tøjet.

Vaskebrættets lige veje ender brat.

Hugget i knoerne går dig hjem.