M A J   2 0 2 5 :

Haver der ligger skjult bag mure, tætte og frodige. Som om muren, jeg går langs, er et skind med pels på begge sider, derinde af blade, herude af kalk. Jeg går her, jeg tænker: ”et skind med pels på begge sider, og inde midt i muren står en vidunderlig, rød membran, hvor de gror sammen, men den kan jeg ikke se”.      

*      

Det var dengang der kunne slås sæder og små klapborde ned under vinduerne i sovevognen, selv ude på gangen, og der sad jeg en morgen og talte med konduktøren. Han var sprunget fra et studie og kørte nu her. Der gik ikke en dag uden at han formanede sig selv: ”Vend tilbage!”. Men idet han sagde det, steg lyset ude over markerne med majs og dannede en stærk, gul bræmme i luften. Så lavede han en kop kaffe til os begge to. Han sagde: ”Der går ikke en dag uden at jeg siger til mig selv: Gå videre!”. Men idet han sagde det, steg lyset endnu mere op over majsen og viste et spind af små, fine hår, men også en tung, gul kolbe dybt inde, der hældede mod jorden.      

*      

Konduktøren var sprunget fra et studie og formanede sig selv: ”Vend tilbage!”. Men jeg ville ikke have undværet ham, når han tørrede klapbordene af eller vippede sengene ned fra væggene med en galvaniseret nøgle. Når han viste vores pas, mens vi sov og patruljer steg op i toget. Når han næste morgen åbnede vinduerne og fordrev lugten af skind fra deres støvler. Når han trak gardinerne fra, som om han skar deres handsker op ind til kødet.      

*      

At træde ud på den luftige gang og virkelig fornemme, hvor rolig vores vejrtrækning har været på briksene inde i kupeen, og hvor tung luften alligevel blev. En tyk grød af hyld på bunden af en spand, samlet af de letteste klaser.