J U N I   2 0 2 5 :

Jeg husker hotellet i Sofia bedre end så mange andre, selv om de er næsten ens - samme sofa i vestibulen, der lignede et udbredt skind som var lige ved at flække af tørke, og samme jern i bruseren, der stænkede din ryg til og gjorde den våd. 

*      

Der var marmor på væggene i vestibulen i Sofia, og på værelset et gråt, tyndt tapet. Man kunne skrive på begge dele, hvis man ville. På marmoret en rigid erklæring, på tapetet et ydmygt brev, hvor du blev tilbedt.      

*      

Hvorfor husker jeg hotellet i Sofia bedre end så mange andre, der lignede? Måske fordi vi ankom i mørke og næste morgen blev forbløffet over alt lyset? Og at vi næste nat rørte ved hinanden uden at glemme, da det faldt gennem ruderne.      

*      

Elevatoren på hotellet i Sofia var beklædt med spejle. Når vi kørte op, var det som om vi tog dem med ind på værelset, men at de duggede. Når vi om morgenen steg ud i elevatoren igen, var det som om vi tog lagenet med og hængte det ud over spejlene, og dét så vi lige igennem, fuldstændig klart, ind til den hvide hud.      

*      

Jeg ville gerne være der igen, på hotellet i Sofia, hvor svingdøren lignede en klynge af åbne muslinger - bare være der igen. Jeg behøvede ikke at høre brændingen, bare se dørens kant gløde i skumringen, som om den var våd.

*      

På det lejede værelse står de visne neg i vaser, gyldne, tørre. Et mærkeligt skær har bredt sig i luften. Jeg tænker: ”kobber” og ”lanse”. Da vi lægger os, tænker jeg ”hud” og ”læbe”. Jeg kan ikke finde nogen som helst lighed i den måde, de sårer på.