I restaurantvognen dengang: Væggene var rå og utapetserede, stolene var stive. Kun vinduerne var beklædt med et mørkt og muggent tapet, som tidligt om morgenen blev brændt af, når det første lys i bjergene gled ind som en lille, spæd flamme.

M A J    2 0 2 4

Din bare hud ovre i sengen, og papiret jeg skrev på. Støjen fra et bryllup i gildesalen blev svagere, og lyden fra mosen tog over, alle insekterne. Jeg lyttede ikke særlig meget efter den, men jeg fornemmede alligevel den levende tromme dybt nede i vandet.

M A J    2 0 2 4 

Jeg husker den aften på marken i Petrova: Høet der hang løst mellem pæle, lugten der flød fra det. Vin, det sprøde brød, ost. De sorte oliven, og os som to slikkede sten, der blev ved med at glinse i mørket.

A P R I L    2 0 2 4

Træd ud i klosterets have, og den høje lyd af dine sko under hvælvingerne lægger sig med læberne i støvet.

M A J    2 0 2 4

Udenfor banegården i Kiev finder vi hele gader af containere, hvis porte er slået op, så der kan sælges fra dem: Mascara, læbestift, lightere ... Jeg følger efter dig og husker kirkegårdene i Lissabon - også dér hele gader mellem mausoleerne, med vejskilte, træer. Men i Kiev er der ingen træer, kun følelsen af at du for hver nat ridser endnu et helt ufatteligt tegn i min bark.

M A J    2 0 2 4

I Poznan krydsede vi dagligt floden med det lave vand, først i en grønlig skumring på vej ind til torvet, så i mørke når vi gik hjem til hotellet. På vej ind længtes vi efter den vin, vi skulle drikke, på vej tilbage længtes vi efter at ligge tæt. Og det lave vand lød ens.

M A J    2 0 2 4