M    O    R    T    E    N         B    L    O    K

Født 1961

Digter 

Cand.phil. i Nordisk litteratur 

Har modtaget talrige legater fra Statens Kunstfond, samt i 2000 Statens Kunstfonds treårige stipendium. 

To af bøgerne - Kabinet 1999-2002 samt At bære væslerne hjem - er præmieret af Statens Kunstfond.

TREHJØRNINGEN, 3 noveller, Jorinde & Joringel serie II 1978

I BYEN UBETYDELIGHED, digte, Gyldendal 1986

EKSTASEN, ANGSTEN: ET ESSAY OM INTET, RÆVENS SORTE BIBLIOTEK, forlaget politisk revy 1990

EKSIL FOR HENGIVELSE, digte, Lindhardt og Ringhof 1994

EN FORUDANELSE OM OCEANET, digte, Samleren 1996

CAPITAL, digte, Samleren 1999

KABINET 1999-2002, digte, Samleren 2002

AT BÆRE VÆSLERNE HJEM, skrift, Samleren 2004

HJORTEN I DIT BLOD, skrift, Samleren 2007

SØNDERKYSSET, digte, forlaget politisk revy 2011

OG RESTEN ER ÅBNET AF HÆNDER, digte, forlaget politisk revy 2014

ÅRET FØR DU DØR OG LIGE EFTER DU ER VÅGNET, digte & IX BREVE FRA BUCURESTI, poetik, forlaget politisk revy 2016

NATVANDET, optegnelser, forlaget røde sø 2021

INDTIL TANKEN OM SNEGLE HAR STREJFET OS, optegnelser, forlaget røde sø 2024

FIGENERNE I MIN SØVN, skrift, forlaget røde sø, 2026

TEKSTER FRA

F I G E N E R N E   I   M I N   S Ø V N

2026:

Jeg kan lide de tjærede myggenet, et tyndt gitter i luften der snart slås op, så alting flyder i ét. Udenfor er de blomstrende johannesbrødtræer, aftenens gule luft, og den fornemmelse, at noget bliver sagt, jeg kun opfatter svagt. Og indenfor er blodet.

*

Høet hang løst på pæle, og lugten flød fra det så tungt og sødt. Vinen og det sprøde brød. De sorte oliven, og du og jeg som to slikkede sten, der blev ved med at glinse.

*

Udenfor banegården i Kiev finder vi gader af containere, hvis porte er slået op, så alt kan sælges fra dem: Vaskepulver, læbestift, lightere ... Jeg følger efter dig og husker kirkegårdene i Lissabon: Også dér hele gader med fyldige akacier mellem mausoleerne. Men i Kiev er der ingen træer, kun følelsen af, at du hver nat snitter endnu et ufatteligt tegn i min bark.

*

På det lejede værelse står de visne neg i vaser, gyldne og tørre. Et mærkeligt skær har bredt sig i luften. Jeg tænker: "kobber" og "lanse". Da vi lægger os, tænker jeg "hud" og "læbe". Jeg kan ikke finde nogen som helst lighed i den måde, de sårer på.

*

Skridtene ude på gangen, da jeg våger over min far, er skingre. Det er ligesom når jeg kiggede ind i min farfars barberspejl, der hang på væggen i en arm af jern. Rundt langs kanten af min forstørrede øjeblomme trak blodårerne ind, ligesom lydene ude fra gangen gør nu. Men inde midt i øjet var der sort og dybt som et aks, der var blevet brændt. Og brændt er det også nu.

*

Jeg vågnede tidligt og tog toget ud langs kysten mod Cascais. Jeg skrev siden om det, at alt var hyllet i bark og søvn. Egentlig er det bare det, jeg vil sige: at jeg ikke husker så meget af det længere, men det husker jeg, og det er rigtigt. At det er sådan, det var. Hyllet i bark og søvn.

*

Tagene af bølgeblik er smukke, ildrøde, tæret op af rust. Sæt dig i deres skygge og mærk at den er frisk og kold, som når noget endelig er nået til sin afklaring.

*

At søge hen over gearstangen til hinandens skridt, det gjorde vi dengang. Nu ser jeg fra bilen, at de har fældet de træer som skjulte bliktaget i Åstrup. Det er fritlagt nu, gråt og med rust i, der ligner luer af ild. Kun enkelte birke står tilbage, deres grene ligger hen over taget som spinkle fingre, brændende og våde … brændende og våde.

*

I restaurantvognen dengang, ud på aftenen: Væggene var utapetserede, rå, stolene var stive. Kun vinduerne virkede som om de var beklædt med et mørkt tapet. Men tidligt om morgenen blev det brændt af, når det tidlige lys i bjergene gled hen over det som en lille, spæd flamme.

*

Jeg tænker på en blødning i hjernen, sekunderne fra blodet er begyndt, til man dør. Ved man, at blodet flyder? Ligesom når jeg opdager, at det er blevet aften, fordi skyggerne af løvet udenfor lækker ud over tapetet.

*

Lyden af svalen inde i den brændeovn var frygtelig - den måde vingen gled over jernet på, ligesom tungen gør hen over tænderne om natten, når intet har fjer.

*

I trappen ned til den botaniske have var lagt en mosaik af små sten. Jeg kunne ikke se den, for de visne palmeblade lå ud over den. Men hver morgen, når jeg gik ned ad trappen for at sidde i skyggen fra træerne og skrive, var den alt, jeg vidste.

*

Jeg har tænkt på den rejse så tit, men at jeg var angst havde jeg glemt. Det var altid om morgenen, på badeværelserne, som alle var uden vinduer, så spejlene duggede til. Armen som tørrede dem af, bevægede sig inde i spejlet og lignede skæret på en le, der jog gennem tuer af hvid, vissen luft.

*

Haver der ligger skjult bag mure, tætte og frodige. Som om muren, jeg går langs, er et skind med pels på begge sider, af blade derinde, af kalk herude. Jeg går her, jeg tænker: "et skind med pels på begge sider, og inde midt i muren er der en vidunderlig, rød membran, hvor de gror sammen, men den kan jeg ikke se".

*

At gå og have lyst til dig hele dagen, opildnet af alt det, som leder et skarpt lys ned til dit skridt. Vinduer. Glasdøre. Bakspejlet efter jeg har stillet på det, med en hånd trukket over af hud.

*

Mørket faldt på, mens vi lå på lagenet. Det begyndte med at ligne duernes grå fjer, så fasaners, og til sidst en påfugls hale, hvor en glødende, rød ring holdt os vågne.

*

Æggene lå langs kanten af et trug, hvori der flød ost, og der var flettede blomster rundt om et spejl. Vinduet sad højt oppe som i en kælder og lyset flød fra det ned ad væggen, og sådan mindede alt mig om, når jeg ser huden på dine bryster i et lille, spædt lys, der flyder fra dit ansigt.

*

Den nedgående sol falder lavt ind gennem vinduet i sovekupeen, og en brændende rude dvæler på væggen overfor. Og pludselig kan vi se igennem denne anden, brændende rude, selv om det kun er en spejling på en væg. Hvad ser vi? Noget som bliver ved med at flyde roligt forbi derude, også når toget tager til i fart. Noget som vi har kendt til meget længe, men også nogle gange har glemt. Noget som ikke behøver at æde for ikke selv at blive ædt.

KRITIK OG FORTOLKNING:

En af de vægtigste digtsamlinger, man længe har set. Med Morten Blok har vi ikke kun fået en lovende debutant, men en allerede myndig og moden lyriker. Bogen er selv ubetydelig af omfang, men dens lidenhed udspringer af den koncentration, der i den fysiske verden omdanner kulstof til diamanter.

KNUD BJARNE GJESING, Fyens Stifttidende

Det er svært at forestille sig en mere overbevisende digtdebutant ... Ved første gennemlæsning er det skønheden, der fanger. Der er noget gennemsigtigt, pastelfarvet over disse korte prosa-lyriske forløb, en særegen suggererende melodi, der i første omgang opleves som nok. Til at begejstres. Først bagefter opstår spørgsmålet: Hvad er det her egentlig for noget? Det er alvor ...

CAMILLA CHRISTENSEN, Berlingske Tidende

Allerede med debut´en står det klart, at digteren Blok - en på samme tid ydmyg og arrogant, raffineret æstet - er kompromisløst ude i sit eget ærinde, som nægter at forholde sig til tidstendenser ...Frigjort fra illusionernes dødvægt bliver digteren da i stand til igen og igen at stille sig til rådighed for en form for ultimativ sansning, der ligestiller subjekt og objekt og lader levende og dødt sammenkobles i en fænomenernes dialog, som næsten synes at tingsliggøre digter-jeg´et, men som på forunderlig vis lader det overleve netop i kraft af den skalpel, der skærer den inderste, betingelsesløse skønhed fri. 

HELLE NYBERG, Soglie

Det er simpelthen fremragende digte ... Man må uden videre beundre hans evne til at få helheder til at strømme så frit gennem digtene, som han her viser. Hans evne til ganske uanstrengt at føre adskilte elementer sammen i kraft af en overlegen ordstilling og disponering af strofen er utrolig. Han nærmest driver sproget frem mod ekstaser, som man henrykkes over at se... Dette er råt, sikkert og godt. Bag hver eneste af de tilsyneladende henkastede skønheder ligger der eftertanke og styrke i det sansede og en hengivelse til det, man kalder virkeligheden. Blok indfanger aldeles ubesværet dens signalementer, fordi han ved besked. At han ved sær nåde og talent ved besked med poesiens hemmeligheder er værd at hæfte sig ved.

PER HØJHOLT, Jyllands-Posten

Titlen på Morten Bloks anden digtsamling Eksil for hengivelse markerer med al tydelighed både en søgen efter ro og en længsel efter fortabelse. At kunne give sig kropsligt hen til det fremmede, til lysten, angsten og døden. Og at kunne etablere det som et nærvær i og med et sprog, der ligesom jeg´et aldrig slår sig endelig til ro noget sted

... åbner bevidstheden indefra med linjer så skærende smukke, at de selv indstifter en ny måde at være til på.

NEAL ASHLEY CONRAD, Information

Sitrende digtudspil af Morten Blok ... Hvert digt i samlingen har en fin hinde af solrefleks, varmedis og summende insekter mellem digteren og verden; men en hinde, der både beskytter mod den og øger dens virkning. Som var alt registreret med en fotografisk linse, der nok skaber kølende afstand, men også en direkte, smertende kanal mellem det ydre og det indre rum. Således er digtene fyldt med flimrende lag: tynde vinger fra natsværmere, møl og guldsmede, spejle og hinder, lysfald og vand ...

I hvert fald opnår Morten Blok i sine digte, ikke på trods af, men på grund af denne afstand, et sitrende nærvær

LISELOTTE WIEMER, Berlingske Tidende

Halshvirvler, rygrad, ribben, skelet: Sådanne ord dukker op overalt i bogen. Ikke blot hudløse men helt uden kødets beskyttelse er disse digte: de går i deres konsekvente billedsprog bogstavelig talt helt ind til benet, ind til den blottede knogle ...

Morten Blok er barok, fordi han dyrker disse drastiske kontraster og rige detaljer, og samtidig er interesseret i forvandlingen, omvendingen, spejlingen: kalk på et glas bliver til halshvirvler, knogler bliver til porcelæn, ribben bliver til et palmeblad som igen bliver til fjer i en vinge. Disse raffinerede metamorfoser træder - sammen med de øvrige knivskarpt sansede billeder - tydeligt frem i de stramt komponerede digte.

Også i den forstand skærer Blok ind til benet: der er ingen tomgang, intet overflødigt fedt.

Capital er en stærk og rig bog.

NIELS LYNGSØ, Politiken

Morten Blok gør Lissabon til centrum og nerven i sin koncentrerede og æstetisk forfinede tredje digtsamling. Der er en indlysende selvfølgelighed i Morten Bloks poetiske søgen efter ekstase og skønhed...

Og man oplever tilmed både ekstasens og skønhedens skælven - som et suk, et ryk eller en langstrakt bevægelse i det enkelte digt, så skønheden ikke længere bare er et begreb, men bliver en oplevelse i sproget.

NEAL ASHLEY CONRAD, Information

Akkurat som i Barokdigtningen spiller vanitas-tematikken en vigtig rolle hos Blok. Om end hos ham på en subtil og nytænkt facon. For døden i Capital er ikke, som traditionelt set, udelukkende synonym med mørket, angsten og som et varsel om regnskabets time. Nej, hos Blok bliver døden det røntgenlys, som skærer igennem og viser kroppenes og tingenes inderste bestanddele. Kroppen er ikke et hus for sjælen men hjemsted for alskens mineraler; et reservoir for skønheden.

Skønheden findes hos Blok især i kroppens skelet, og forfaldet er en bonusordning indvævet i menneskets kød...

Capital er en digtsamling, som går eksperimenterende til værks inden for et klassisk felt. Den er et hvidt og lyrisk genskær fra Lissabon.

FRANK SEBASTIAN HANSEN, www.afsnitp.dk

Med sit intenst præciserende billedsprog registrerer Morten Blok de mindste rørelser i både omgivelser og bevidsthed ...

Hilsenen til Jørgen Leth er i øvrigt ikke tilfældig: Leth og Blok er begge intenst optaget af synligheden og den præcise registrering.

Men hvor Leth gør en minimalistisk dyd ud af at holde sig til de rene, ufortolkede sansninger og undgå sammenligninger og metaforer, har Blok den modsatte strategi: Sansningerne er i konstant dialog med følelserne, og et overdådigt billedsprog forsøger intenst at præcisere, hvad det er, der går for sig i denne komplekse grænsezone mellem sansning, erindring, følelse og tanke.

NIELS LYNGSØ, Politiken

Hos Blok lader kødet sig nemlig ikke bebo af ånden, men nok af skønheden: "Kristus mejslet i en væg af bladguld, det syntes jeg var ligegyldigt. Men jeg trådte ud i en sky af fluer og det bevægede mig" skriver han i et af sine prosadigte, "alt slog indad i sin egen tarm" et andet sted.

Som man kan se mimer samlingen gerne inderlighedens sprog, men punkterer det også.

Vi bevæger os hverken opad eller ind i sjælens labyrinter, men forbliver i en karsk dennesidighed. Også det er et diskret opgør med en eksistentiel digtnings sædvanlige konturer her til lands.

Det giver samtidig skønheden i Bloks digte en egen tone og en særlig styrke ...

Hvis nogen skulle være i tvivl, er der tale om en stor, smuk digtsamling, fyldt med en klassisk digtnings kvaliteter. Det er lyrik på et niveau, hvor få i Danmark kan følge med.

Man kan kun håbe, at Kabinet 1999-2002 bliver et gennembrud, et skud ud over rampen, så Bloks værk når ud til andre end de anmeldere, der altid og med rette har skamrost ham.

TUE ANDERSEN NEXØ, Information

at bære væslerne hjem er titlen på lyrikeren Morten Bloks første prosabog. Og en væsel ville faktisk være den rette sammenligning med Morten Bloks skrift: Varmblodet og dog iskold i sit tilbageholdte spring, før den pludselig angriber, blotter sine små, sylespidse tænder i et perfekt bid, lige i struben.

Når den ikke bider, mærker man den bare, den rå ånde, lige bag ordene.

MAI MISFELDT, Berlingske Tidende

Der er en stor kraft forbundet med den litteratur, som kan gennembryde den kritiske klichévælling og vitterlig udvirke, at man under læsningen omhyggeligt får revet et stykke af vanehuden af, så man igen kan mærke livets jernhårde og dampende realitet sive ind i de ublidt væskende sår.

Morten Bloks 38 små prosastykker i at bære væslerne hjem rummer sådan en stor, heftig, men her som oftest subtilt håndteret kraft ...

Det menneskelige, med og uden hudflager, har emfatisk sneget sig ind i disse lumske, brutale og forfinede væselstykker.

MIKKEL BRUUN ZANGENBERG, Politiken

Sylespids pen fremskriver det menneskeliges tynde, tynde streng i mørket ...

Ud over fortællerens biografi bindes stykkerne elegant sammen af ledemotiver; således dukker det kyllingeben, der skærer mormoderens hals op og bløder ned i hendes lunger, op igen på uhyggelig vis, men også natlige insekter på et badeværelse knytter tråde og en afsluttende sløjfe om de præcist sansede og frysende smukke livsstudier:

"Det tænkte jeg på, da jeg trådte ud på badeværelset i Lissabon og en natsværmer blafrede rundt i den dybe vask. Den tætte lyd da vingerne ramte porcelænet, som den uafskærmede pære i loftet trak en hinde af lys ud over. Vingerne lodne og fyldige, gennemstukket af et spind som ligner mit liv med dig hvor følelserne er spundet så tæt, så enkelt og alligevel mørkt og uigennemskueligt. Fødsel uden aske".

DAG HEEDE, Standart

Morten Bloks erindringsglimt danner en bevægende historie om at være menneske og være et led i en kæde af forældre og børn.

Morten Blok skriver huden af sig selv og sin læser i de ofte tavse erindringssituationer i hjorten i dit blod. Under huden og tavsheden ser han blodige hinder, dunkende indvolde og flåede dyr ...

Det er en menneskeklog form for kødelig poesi, som udvikler sig til gribende læserøjeblikke.

En dybt eksistentiel bog, hvor Morten Blok skriver sit selvbiografiske jeg frem som hudløst tænkende, skabende og smertende menneske.

IDE HEJLSKOV, Kristeligt Dagblad

Morten Blok er en forfatter med sin helt personlige stemme, på en gang original, sanselig og dyb.

HENRIK TJALVE, Dagbladenes Bureau

Morten Blok er en af vores ypperste lyrikere; det har anmelderne vist været forbavsende enige om i ganske lang tid, men folk læser ham langt fra nok. Det er forbandet synd, for der er altid en erkendelse at hente, og der er altid en vished at finde i et af de knivskarpe billeder, som også denne samling er rig på. Her skrives de blot frem fra et andet sted end tidligere.

CHRISTIAN STOKBRO KARLSEN, Nordjyske

Det er klassisk, det er sensitivt, det er vanvittigt smukt udført…

MADS SCHJØDT SANDAGER, Standart

Fine digte bygget Af metaforer på rad … Digtene er drevet af evnen og lysten til sprogbilleder. Morten Blok besidder begge dele ...

På titelbladet står fire østeuropæiske lande anført, Ukraine, Bosnien, Ungarn, Rumænien. Af og til skimter man regionen. Der er mange tog, perroner, ledvogterhuse, en sort flod, en pram, bevægelse. Over Sarajevo er solen "som en gul brændselsstav". Men det er en diskret baggrund for sansninger og kærlighed uden for tid og sted.

Det er billederne, ikke stavelserne, der danner rytmen, så Morten Blok skriver tit sine tekster som fortløbende prosa. Af og til bliver de til fortællinger i mikroformat, som en beretning om et opbrud, der ender i følgende to replikker: "Jeg siger det igen: jeg elsker en anden. Hvad er det i den ytring, som du slet ikke fatter?". "En anden".

Et digt kan være en hel novelle, hvor alt bindestof er skåret væk. Den kan også handle om det modsatte af opbrud, om sammensmeltning: "De ligger på hver sit sæde i den første kupé. I søvne rækker de ud over gabet imellem sig. Hvis en håndflade har en favn, ligger de i hinandens".

Situationen er tegnet tydeligt. Den drivende kraft er metaforen eller billedsynet, håndslaget som favntag hen over en afgrund ... Man kunne også kalde Bloks metode for de åbne hænders poetik.

THOMAS BREDSDORFF, Politiken

Natvandet er en fremragende bog, lige til at blive lykkelig af. Livet der går sin gang og aldrig kommer igen. Minderne fra dette liv. Kvinden, han elsker; vinen, han drikker; teksterne, han skriver. Rejserne, han har været på. Stedet, han lever:

»At hvert forår venter vi på, at svalerne flyver ind gennem staldvinduet, og så venter vi på vinteren. Ind imellem: aftener med vin ved åbne ovne. Samlejer. Løvfald.«

Det er det uendeligt store i det på overfladen forglemmelige og banale - og hans små, prunkløse fragmentoptegnelser gnistrer og glimter, som man kan se i ovenstående citat, af sproglig finesse og rettidig omhu - og masser af levet liv.

MADS SCHJØDT SANDAGER JONASSON, Standart

Blok er konsistent i sin digtskrivning og sætter meget høje standarder for resten af os. Sjældent læser man en digter der lader 100 procent nøjagtige billeder optræde med så stor regelmæssighed i sine digtsamlinger.

CHRISTIAN STOKBRO KARLSEN, Nordjyske

Bloks nyeste udgivelse er mindst lige så inciterende, velskrevet og medrivende som sin forgænger ... Og selvom mange af de samme temaer, troper og emner går igen i denne opfølger, så er der også mange nye accenter, facetter og vinkler, der gør denne udgivelse til en meget anderledes læseoplevelse end forgængeren ...

Tak, Morten Blok, for endnu engang at have beriget mit liv med en bog, der har trøstet, opmuntret, anfægtet, rørt og rystet mig; en bog der har revet mig følelsesmæssigt rundt i manegen - sådan som kun stor litteratur kan gøre det.

MADS SCHJØDT SANDAGER JONASSON, Standart

Det er er lyrik, der rammer som en præcis nål i ens nervesystem. Smukt og ubarmhjertigt. Rammer en genkendelsens genklang. Noget du har anet, men ikke registreret og erkendt. Og nu pludselig frydefuldt får sat i ord … Det er stor lyrisk kunst

BENT STENBAKKEN, KULTUREN.NU